Sådan åbner du dit hjerte op igen hvis livet har gjort det hårdt som sten

Jeg skal aldrig, aldrig mere have en kæreste, der kører i en rød Audi! Familieterapeut, forfatter, foredragsholder og coach Anna Prip skrupgriner, for ret beset er sætningen jo totalt gak. Ikke desto mindre var det præcis sådan, hun tænkte efter et svært brud, og det er præcis sådan, de fleste af os umiddelbart reagerer, når vi er blevet forladt, blevet brændt af og føler os forsmåede. Altså ikke, at vi nu alle pludselig får aversion mod folk, der kører i røde Audier, men vi stiller barrierer op med vores intellekt: Jeg vil aldrig mere gå på natklub, rejse til Ibiza, gå ud med en børsmægler, date en smuk kvinde, giftes… Og så sidder vi dér med paraderne oppe og beslutter os til at gøre os hårde og resistente overfor flere skuffelser.

Men er det vejen frem?

– Vi tror, vi kan styre alt med vores fornuft eller med vores over-jeg. Nu skal vi på slankekur og dyrke mere motion og den slags. Vi laver en plan, og så følger vi den – mere eller mindre – ved hjælp af vores vilje. Hjertet derimod kan vi ikke piske. Men vi kan arbejde med at gøre os åbne og tillade os selv at være sårbare, siger Anna Prip og sammenligner det lidt med de tomater, hun dyrker på sin altan: Vi kan ikke sige til frøet, at nu skal du gro og blive til en tomat! Det sker ikke alene, fordi vi vil have det til det. Vi er nødt til at give frøet jord og vand og omsorg. Jo mere, vi fra øverste etage – altså med fornuften – forsøger at bestemme, at nu skal vi gøre eller klare det her, jo mere forkrampes hjertet, og det er jo akkurat det modsatte af at holde det åbent.

“Vi tror, vi beskytter os selv og passer på vores hjerte, når vi løfter paraderne”

– I vores kultur er vi ikke trænet i at være i noget smertefuldt. Vi trøster hinanden og siger, at det nok snart skal gå over og blive bedre. Vi vil have det fikset i en fart. Men vi har brug for at være i det, der gør ondt og at være i sårbarheden, forklarer Anna Prip.

Læs også: Lider du af hudsult? Derfor er det vigtigt at blive rørt ved

– Når vi accepterer omstændighederne – at din elskede er gået fra dig, at børnene er flyttet, at du er blevet fyret, eller at noget andet ulykkeligt er hændt – så udvider vi hjertet. Vi skal igennem nogle lag, der skal krakelere, siger Anna Prip og minder om Leonard Cohens hit, “Anthem”. – There is a crack in everything, that's how the light gets in, synger han.

– Det er dér, vi aktiverer vores hjerte, og det er egentlig meget enkelt. Alligevel kræver det enormt meget mod at lytte til sit hjertes vilje og at anerkende, at man er sårbar. Vi tror, vi beskytter os selv og passer på vores hjerte, når vi løfter paraderne.– Vi kan overføre det til arbejdslivet, for vi kan arbejde som slaver, knokle løs for at tjene til alle udgifterne, men der er forskel på at overleve og rent faktisk at leve og være glad. Og vi skal selv træffe valget, hvad giver os glæde?

“Vi er nødt til at mærke efter, for ellers er der pludselig gået 30 år”

– Bliver vi glade af at have det ensidige eller opslidende job – eller at beslutte, at vi aldrig mere vil svigtes af en kæreste og derfor aldrig igen vil have en? Vi er nødt til at mærke efter, for ellers er der pludselig gået 30 år, og så har vi måske levet i et trist ægteskab, med et uinspirerende job eller helt alene – og føler, at vi har spildt vores liv. Så vil vi fortsætte sådan, eller vil vi ikke? Og hvad skal der til, før vi ændrer det? Skal vi vente på det store drama? På et brud..? På sygdom..? Eller skal vi selv mærke efter i hjertet?

Anna Prip smiler, men hendes blik er fast:

– Vi skal have modet at vælge til, og vi skal gøre det sådan, som vores hjerte hvisker til os, at vi skal gøre det.